Hvilke typer af bandeord findes der?

Danske bandeord kan deles ind i fire hovedgrupper. Inddelingen hjælper os med at forstå, hvordan bandeordene er opstået, hvilken samtid de har opereret i, og hvordan de hænger sammen med hinanden. Bandeordstyperne er således en interessant rejse ind i fortidens og nutidens kultur og dertilhørende tabuer.

Artiklen følger klassificeringen fra sproget.dk – dog har jeg tilføjet en kategori, jeg kalder øvrige typer af bandeord.

Lad os tage hul på typerne!

Religiøse bandeord

De religiøse bandeord tilhører den største – og ældste – gruppe af bandeord. Religiøse bandeord tager udgangspunkt i kristendommen og kirken – eller rettere: de er på kant med kristendommen og kirken, i det de udnytter kirkens hellige symboler til at bande med. Især i middelalderen havde kirken en fremtrædende rolle i samfundet, og det var bestemt ikke meningen, at man skulle rende rundt og misbruge Guds navn. Det var blasfemi! Omvendt skulle man heller ikke nævne Guds modstander i flæng, for Satan var jo ondskab, og helvede var ikke noget at spøge med.

Men når der er noget, man ikke må, så vækker det jo ekstra opsigt, når man gør det alligevel. Og sådan er det med de religiøse bandeord – de forarger, støder og bliver slagfærdige ved at bringe Gud, Fanden og kirken ned på et dagligdags, menneskeligt og – historisk set – forbudt niveau.

Eksempler på religiøse bandeord:

Sygdomsbandeord

Noget andet, man ikke måtte spøge med i gamle dage, var sygdom. For sygdomme var mere dødelige, smertestillende medicin var endnu ikke opfundet, og mange mistede deres nyfødte til sygdomme, der – med nutidens øjne – var forholdsvis banale. Det var derfor dårlig smag at bruge sygdomme til at bande med – og kombineret med overtro var det måske endda en anelse farligt. For hvad nu hvis forbandelsen blev til virkelighed?

Eksempler på sygdomsbandeord:

Sex- og afføringsbandeord

Sex- og afføringsbandeord hører til den nyeste og stærkeste kategori af bandeord. I dag er vi lidt mere kropsforskrækkede og private, end vi fx var i middelalderen, og det er derfor naturligt, at der ligger styrke i at bande med udgangspunkt i sex og afføring. Samtidig er vi begyndt at inddrage mange engelske bandeord, og de mest populære engelske bandeord tager ligeledes udgangspunkt i kroppens nedre funktioner.

Eksempler på sex- og afføringsbandeord:

Omskrevne bandeord

Når det historisk set har været ildeset at bande – især i det offentlige rum og under visse højtideligheder – så har folk ind imellem været nødt til at være opfindsomme for at kunne få lov til at bande alligevel – for bande skal man!

Det er har ført til eufemismer – altså formildende omskrivninger – af bandeordene, hvor man har tyet til mere uskyldige ord som eksempelvis søren, når man skulle sige satan, og dælen, når man skulle sige djævlen. Ofte er det dog ret tydeligt, hvor ordet kommer fra – eller at det har “banderi” over sig – men går den, så går den.

Bandeords-eufemismerne kaldes også omskrevne bandeord, missionseder eller afholdsband.

Eksempler på omskrevne bandeord:

Øvrige typer af bandeord

Man kan selvfølgelig ikke dele alle bandeord ind fire hovedkategorier – selvom de fire kategorier rammer utroligt godt. Ind imellem støder man på ord og udtryk, der hverken har med religion, sex, sygdomme eller eufemismer at gøre – og som heller ikke stammer fra ord, der kan kategoriseres som sådan. Det drejer sig fx om udtrykket hold kæft, der sagtens kan fungere som bandeord, men som ikke tilhører nogen af de ovenstående typer. Tabuet i hold kæft ligger i den stødende sprogbrug i sig selv, altså at det hverken er pænt at bede andre lukke munden eller bruge ordet kæft som synonym for mund.

Man kunne selvfølgelig tilføje en ekstra kategori eller bandeordstype, der fx hed bandeord med stødende sprogbrug og indplacere udtryk som hold kæft her. Men nej, den går ikke, for alle bandeord har jo stødende sprogbrug, det er hele pointen. Alle bandeord indeholder desuden tabuer, så en kategori a la udtryk med tabuord dækker heller ikke.

Den mest passende kategori for hold kæft ville være noget i stil med: bandeudtryk med udgangspunkt i grimme omskrivninger. Men det vil blive en meget lille og ikke særligt rammende kategori, så vi ender altså med en løsning, jeg kalder øvrige typer af bandeord.

Eksempler på øvrige typer af bandeord: