edderbroderemig

Ordklasse: Adverbium (biord)
Udtale: [ˈeðˀʌbʁoˈdeˀʌmə]
Variationer: edderbrodereme
Type: Sygdomsbandeord
Bandeordets styrke (fra 1 – 5): 3
Lignende ord: denondelynemig, eddermame, eddermukme, fandeme, fanden gale mig, kraftedeme, kraftstejleme, pokkerme, saftsuseme, sateme, sgu, sørme

Hvad betyder ordet edderbroderemig?

Edderbroderemig har ikke nogen officiel betydningsangivelse i Den Danske Ordbog. Der står, at det er et bandeord, og at det bruges til at understrege en personlig holdning, men nogen direkte forklaring af, hvad ordet er sammensat af, findes ikke.

Dog kan man komme med et kvalificeret bud.

Edder betyder gift (det kommer fra det oldvestnordiske eitr, beslægtet med det græske ord oidos, der betyder byld)

Ordet brodere kender vi fra selve håndværket at brodere, og det har ganske rigtigt noget med brod at gøre. Det kommer nemlig fra det oldvestnordiske brodrr, der har betydningen noget spidst.

Ud fra det kunne edderbroderemig betyde noget i stil med: “Må giften stikke mig (hvis jeg tager fejl)”.

Ordet bruges mest blandt den ældre del af befolkningen, og det er en såkaldt selvforbandelse. Man har så at sige brug for at udtrykke sig så kraftigt, at man sprogligt er klar til at lide skade, hvis man ikke får sin mening ført igennem. Og det er godt, vi har sproget til dét, så vi ikke behøver at gøre det fysisk.

Eksempler på edderbroderemig i en sætning

Nu skal vi edderbroderemig i gang med nogle fladsyninger!

Det ligner altså korssting, men du må edderbroderemig ikke hænge mig op på det.