sørme

Ordklasse: Adverbium (biord)
Udtale: [ˈsɶɐ̯mə] el. [ˈsɶːʌmə]
Variationer: søreme
Type: Religiøst bandeord
Bandeordets styrke (fra 1 – 5): 1
Lignende ord: denondelynemig, dæleme, edderbroderemig, fanden gale mig, fandeme, guddødeme, knageme, kraftedeme, kraftstejleme, pokkerme, sateme, sgu, spilleme, sørenjenseme, søren

Hvad betyder ordet sørme?

Sørme er en sammentrækning af Søren æde mig, hvor mig er afsvækket til -me. Det minder i opbygning meget om kraftedeme, hvor det dog er kræften, der æder én og ikke Søren. Og hvor æde-delen er lidt tydeligere.

Principielt set kunne sørme også være en sammentrækning af Søren tage/gale mig – eller lignende. Det relevante i den her sammenhæng er den selvforbandelse, der ligger i ordet. Man er sprogligt set villig til at lade Søren skade sig, hvis man ikke har ret, eller hvis der er noget, man ikke gider. Et eksempel på det første kunne være, “Sørme om jeg ikke skal op i Brugsen nu.” Her er man ret sikker på, man skal op i Brugsen. Man er så sikker, at man er villig til at ofre sig til Søren, hvis man tager fejl. Et eksempel på det andet kunne være, “Du kan sørme tro nej.” Her er står man så fast på sin afvisning, at man hellere vil lade Søren tage sig end at sige ja.

Men hvem er ham Søren så? Hvorfor er han så slem, at vi bruger ham som bandeord? Svaret er selvfølgelig, at Søren er en eufemisme for Satan, og det kan du læse meget mere om her.

Eksempler på sørme i en sætning

Sørme om I ikke render rundt og bruger mit navn som bandeord igen, I sataner.

Rolig, Søren. Det er sørme de færreste, der betegner sørme som et bandeord nu om dage.

Er sørme et bandeord?

Nej, det er nok de færreste af, der tænker på sørme som et bandeord. Udtrykket har haft samme rejse som ordet skam, der engang var en eufemisme for fanden, men som nu til dags er så almindeligt, at det er svært at bruge som bandeudtryk (læs mere om skam her).

Du kan selv prøve et par udsagn af.

  • “Av, det gjorde sørme ondt.”
  • “Av, det gjorde skam ondt.”
  • “Av, det gjorde fucking ondt.”

Hvilket af udtrykkene forekommer kraftigst? Hvis du siger det sidste, så er du enig med de fleste. Vi kan tage et andet eksempel:

  • “Maden smager sørme af ærter, mor.”
  • “Maden smager for helvede af ærter, mor.”

I det første eksempel virker personen mest af alt overrasket. I det andet en smule fornærmet, på grænsen til oprørt.

Ovenstående udvikling gælder i øvrigt også for ordet søren, der har mistet sin kraft som bandeord. Det kan du læse mere om nederst på denne side.