Bandeordenes historie

Bandeord har haft en spændende udvikling gennem historien. De siger både noget om vores kultur og vores vaner. Og så er de måske endda på vej i en ny retning. Lad os tage en kort, men pokkers fed rejse i tiden.

Hvad er de tidligste eksempler på bandeord?

At bande er en naturlig måde at forstærke et udsagn på, fordi man fx er overrasket eller irriteret over noget. Det kan også være en hjælp til at håndtere svære situationer, fx hvis man slår sig (læs mere om, hvorfor vi bander her).

Af samme grund må man gå ud fra, at mennesker har bandet groft sagt altid. Men der, hvor det bliver interessant fra en sproghistorisk vinkel, er selvfølgelig, når vi begynder at se konkrete beviser på banderi, og hvordan banderiet har udviklet sig. Og det begynder vi at kunne med de latinske tekster fra Romerrigets tid (700 f.v.t. – 1.200 e.v.t.). Vi skal et stykke ind i tidsperioden, før vi for alvor finder overlevende tekster (mange er forgået med tiden), men fra cirka fra år 200 f.v.t. begynder det at blive spændende.

Sex på latin

Latinske bandeord var i høj grad af typen sex- og afføringsbandeord. Det var de nedre regioner, der dannede baggrund for ordene. Men bandeordene havde alligevel en særlig karakter. Ifølge litteraturforsker Melissa Mohr var ord som kneppe (latinsk, futuo) ikke særlige kraftige – sex var mindre privat, end det er i dag. Så længe man var den udøvende partner, var det ligegyldigt, hvem man havde sex med – og hvad man udøvede. Til gengæld blev det set som flovt at være den passive, hvorfor de første skriftlige bandeudtryk på latin handlede om verbalt at udsætte nogen for overgreb – eller gøre grin med deres ydmyge position i samlejet.

Et eksempel på dette er udtrykket “Pedicabo ego vos et irrumabo”, der optræder i digtet Catullus 16 (år 86 f.v.t.) af den romerske digter Gaius Valerius Catullus. Digtsamlingen har vores egen danske forfatter Otto Gelsted oversat, og eksemplet ovenfor bliver til, “Jeg vil rende jer i røven og kæften” – og det må siges, at være noget af en sætning, selv den dag i dag.

Fra Fuckinggrove til Fanden

I starten af middelalderen (1050 – 1536) mistede sex- og afføringsbandeordene endnu mere styrke. Privatlivet var nærmest ikke-eksisterende og dermed knap så tabubelagt. Man sov sammen for at holde varmen, gik på toilettet sammen og sad og snakkede – faktisk var ideen om at ligge alene i en seng ganske trist. Melissa Mohr har fundet eksempler på, at de “slemme” ord bliver almindelige i både gadenavne (Shitwellway, Fuckinggrove), i biologien (et mispeltræ er et open-arse tree) og i oversættelser af Biblen (“the Lord will smite you with the boils of Egypt [on] the part of the body by which turds are shat out”).

Men apropos Gud, så gik den ikke så længe. Med de hellige tekster og udbredelse af kristendommen blev de religiøse bandeord som fanden, gud og pokkers for alvor kraftige, netop fordi det nu var her, at tabuet lå. Man må ikke gøre grin med Gud (faktisk kunne nogle bandetermer decideret skade Jesus, mente man), så når man alligevel gjorde det, var det virkelig fordi, man havde behov for at understrege noget.

Shit – Hun har bukser på

I renæssancen (1536 – 1660) blev vi mere private, og sex- og afføringsbandeordene fik styrken tilbage. Shit og fuck blev store bandeord, og man fik endda behov for at distancere sig fra dem ved at bruge latinske termer som kopulere (have samleje). Med Victoriatidens (1837 – 1901) strenge moral og religiøsitet blev bandeordene så slemme, at man knap nok kunne sige, “bukser”, for bukser leder jo tankerne hen på det, der befinder sig inden for bukserne. I denne puritanske periode så man ned på lystbetonet adfærd og ophøjede ethvert forsøg på at holde sproget og sjælen klinisk rene.

Thou Shalt Not… generalisere

I dag er det stadig sex- og afføringsbandeord, der fylder billedet, især fuck og shit. De religiøse bandeord har aftaget yderligere i styrke, og man diskuterer ivrigt løs, om sgu overhovedet er et bandeord længere.

Spørgsmålet er så, hvad fremtiden bringer? Vi skal nok atter skele til de tabuer, hvor bandeordene henter deres kraft fra. Og hvad er tabu nu og i fremtiden? Melissa Mohr nævner epiteter, som er ord, der generaliserer omkring nogen eller noget. Det kan være generaliserende ord omkring race, mentale udfordringer, kropsstørrelse eller andet. Og her skal vi skelne mellem skældsord og bandeord. Skældsord fornærmer en person og er ofte en mere bevidst måde at udtrykke sig på. Bandeord forstærker et udtryk og foregår ofte mere ubevidst (i overraskelse, forskrækkelse, eller fordi man har en særlig stærk følelse, der skal understreges). Man må derfor formode, at – hvis epiteter skal blive normale bandeudtryk – så er det en udvikling, der kommer til at foregå mere ubevidst og gradvist.

De to ting kan selvfølgelig hænge sammen. Måske er en række epitet-skældsord i gang med at forarge os en smule – og så går det løbende op for vores kollektive underbevidsthed, at de her udtryk kan være nyttige som bandeord i mere generelle sammenhænge, når vi skal udtrykke os kraftigt omkring noget.

Hvem ved? Udviklingen bliver nok først tydeligt, når den for længst er sket – hvis det er den udvikling, vi kommer til at se.