kraftedeme

Ordklasse: Adverbium (biord)
Udtale: [ˈkʁɑfdˈεːðəmə]
Variationer (uofficielle): kraft’eme, kraftedme
Type: Sygdomsbandeord
Bandeordets styrke (fra 1 – 5): 4
Lignende ord: denondelynemig, edderbroderemig, eddermame, eddermukme, fandeme, fanden gale mig, guddødeme, knageme, kraftpetervæltemig, kraftstejleme, pokkerme, saftsuseme, sateme, sørme

Hvad betyder ordet kraftedeme?

Kraftedeme er et såkaldt sygdomsbandeord, og det stammer fra vendingen må kræften æde mig, altså en selvforbandelse hvor mig er afsvækket til –me.

Det kan virke besynderligt, at vendingen stammer fra ordet kræft, når det staves kraftedeme, altså med “a”, men det skyldes, at bandeordet benytter sig af den oprindelige stavemåde for kræft i Danmark, som var kraft.

Ordet har vi i Danmark lånt fra det middelnedertyske kreft, der betyder krebs eller netop kræft. Det middelnedertyske ord trækker tråde tilbage til latinsk og græsk, hvor man finder samme dobbeltbetydning i ordet cancer eller karkinos.

Hvor gammelt er begrebet kræft?

Cancer er den latinske oversættelse af det græske karkinos, der betyder krebs eller krabbe, men ordet blev allerede i 460-370 f.kr. brugt til at beskrive forskellige typer af tumorer, idet den græske læge Hippokrates noterede ligheder mellem neoplasierne (nyvæksterne) og formen på en krabbe.

Man finder ordet inden for lægevidenskaben i form af karcinom, fællesbetegnelsen for ondartede kræftformer der stammer fra epitel (væv af celler på legemets indre og ydre overflader, fx hud og slimhinder), og carcinogen, et kræftfremkaldende stof.

Et tredje ord, karcinologi, er en fremragende måde at demonstrere dobbeltbetydningen af krebs/kræft på, idet karcinologi både kan forstås som den zoologiske videnskabsgren, hvor man beskæftiger sig med undersøgelsen af krebsdyr, men også som det speciale inden for medicin, der beskæftiger sig med sygdommen kræft.

På nutidens tysk betyder ordet krebs i øvrigt kræft.

Har kraftedeme noget med sygdommen kræft at gøre?

Ja, ud fra ovenstående har kraftedeme noget med kræft at gøre. Ordet kræft som sygdomsbetegnelse blev i høj grad brugt for mange hundrede år siden og kan på dansk spores tilbage til i hvert fald 1700-tallet. Man har fundet indicier og citater, der peger på kræften som den rigtige oprindelse til kraftedeme, og man har omvendt fundet få indicier på, at andet skulle være tilfældet.

Når man siger kraftedeme, så påkalder man sig altså en kræftsygdom for at understrege sin meningstilkendegivelse. Men ligesom med de fleste andre bandeord er det nu nok noget, de færreste tænker over.

OBS. Hvis du insisterer på, at begrebet i stedet har med kraft (altså stavet med “a”) at gøre, så se diskussionen nederst på siden.

Eksempler på kraftedeme i en sætning

Jeg skal kraftedeme ikke på krebsejagt ved fjorden!

Kraftedeme om vi så ikke skal studere oldgræsk og plattysk i stedet for.

Er kraftedeme et bandeord?

Ifølge Dansk Sprognævn (Rathje og Jensen, 2022) mener 92 % af den ældre befolkning i 2021, at kraftedeme er et bandeord. 76 % af den yngre befolkning betegner det som et bandeord. Faktisk topper kraftedeme listen over ord, der opfattes som bandeord, kun overgået af fuck. Derudover er kraftedeme et af de ord, der hen over de sidste 10 år er steget i opfattelsen som værende et bandeord, både blandt ældre og unge.

Så ja, kraftedeme om ikke ordet er et bandeord, i hvert fald ifølge befolkningen selv!

Har kraftedeme noget med kraft at gøre?

Nogle mener, at kraftedeme slet ikke har noget med kræft at gøre, men at det i stedet handler om kraft, altså styrke eller magt i mere overført betydning. På den måde skulle ordet henvise til, at en højere kraft må æde én og altså ikke en sygdom.

Andre mener, at bandeordet er afledt af krafted, altså en kraftig ed, underforstået, at man påkalder sig den kraftigste af eder, når man siger kraftedeme. Nogle mener ligefrem, at ordet kræft slet ikke blev brugt som sygdomsbetegnelse i gamle dage.

Kigger man på ovenstående udredning af det tyske, græske og latinske er den opfattelse dog efter al sandsynlighed forkert. Ordet kræft kan spores langt tilbage i tiden, og det har bevaret sin betydning op igennem historien.

Ideen om at omtale gud eller fanden som en “højere kraft” er derimod et mere moderne fænomen.

Kigger man i Den Danske Ordbog, har man valgt ikke at henvise til ordet kraft under kraftedeme. Man henviser i stedet til kræft.