Ordklasse: Interjektion (udråbsord), adverbium (biord), proprium (egennavn)
Udtale: [ˈguð]
Variationer: ved gud
Variationer (uofficielle): gu, gu’
Type: Religiøst bandeord
Bandeordets styrke (fra 1 – 5): 1
Lignende ord: bevares, denondelynemig, du godeste, fanden, fanden gale mig, gudbevares, gudfader, gudfaderbevares, helvede, helvedes, herregud, hold kæft, jøsses, kors, kors i hytten, pokker, satan, sgu, skam, sytten, såmænd, vorherre til hest, vorherre bevares
Hvad betyder ordet gud?
Gud stammer fra norrønt goð eller tysk Gott – der måske har rødder i det indoeuropæiske ghut (“det der påkaldes”), med roden i gheu(e) (at påkalde, anråbe). Den oprindelige betydning af ordet kan være at noget i stil med, at højere magter påkaldes/tilkaldes, fx til en ofring, men det er sprogmæssigt gætværk, for man ved det ikke med sikkerhed.
Oprindeligt var gud en måde at betegne flere højere skabninger og det guddommelige – eller guddom – generelt set, men med kristendommens udbredelse blev ordet herhjemme i høj grad lig med den ene kristne Gud, samtidig med at ideen om at have flere guder blev set som en ikke-kristelig eller hedensk disciplin. Ordet Gott gik samtidig fra at være intetkøn til at være hankøn.
Begge betydninger har overlevet frem til i dag. Man kan forstå ordet gud som alle former for overmenneskelige væsner, der hersker over virkeligheden eller vejleder os fra det hinsides. Eller man kan – for kristne, jøder og muslimer – se det som et egennavn for jordens enerådende skaber, Gud.
Af samme grund er det i den monoteistiske sammenhæng, at gud forekommer stærkest som et bandeord, for ifølge de hellige skrifter må man ikke misbruge Guds navn. Når man siger, “Gud, hvor er jeg træt,” så er det ikke Gud, man har en dybere samtale med, men derimod et mildt bandeudtryk, hvor man “udnytter” ordet gud til at understrege sit budskab. Det er måske ikke lige så kraftigt som at sige, “for satan, hvor er jeg træt,” men det er – i hvert fald historisk og religiøst set – en udfordring af forskrifterne, selvom det nok er de færreste, der tænker over det i dag.
Tydeligere bliver det måske, når man forkorter ordet og siger, “Gu’ vil jeg da ej.” Eller når man bruger andre udtryk som vorherre bevares, gudfaderbevares, kors i hytten og det mere udbredte sgu, der er en sammentrækning af så og gud (læs mere her).
Så ja, gud kan sagtens fungere som bandeord, om end det efterhånden ses som et meget mildt et af slagsen. Se også diskussionen nederst på siden.
Eksempler på gud i en sætning
Gud, hvor er du god til at sætte kors op i hytten, Kurt.
Gu’ er jeg da ej.
Hvem er Gud?
Hvem er Gud? Det er et godt spørgsmål. Forstået som noget åndeligt og overjordisk, i form af væsner og kræfter i det hinsides, findes der forskellige opfattelser i forskellige kulturer. Nogle kulturer har flere guder med flere navne. Nogle har som bekendt kun den ene. Nogle guder udspringer af fænomener, man ikke har kunnet forstå, fx vulkaner, stjerner eller nordlys. Andre udspringer af eksistentielle spørgsmål. I mange skrifter og overleveringer er det nok også forkert at sige udspringe – for ifølge disse skrifter har guderne – eller Gud – jo altid været der, også før os mennesker. Her vil man nok nærmere mene, at det er os, der udspringer af Gud, forstået som at en højere skabning har skabt mennesket. Og så er der dem, der mener, at Gud ikke findes som andet end en god historie.
Er gud et bandeord?
Ifølge Dansk Sprognævn (Rathje og Jensen, 2022) mener 20 % af den ældre befolkning i 2021, at gud er et bandeord. Kun 1 % af den yngre befolkning betegner det som et bandeord.
Ti år tidligere mente 3 % af de unge, at gud var et bandeord, mens tallet var 11 % for de ældre. Der er altså tale om en stigning for de ældre.
Overordnet set ligger gud dog langt nede på listen over ord, der betragtes som bandeord, så man må sige, at der er tale om et meget mildt et af slagsen.