Ordklasse: Interjektion (udråbsord)
Udtale: [ˈkɒːs i ˈʁɶwən]
Variationer (uofficielle): kryds i numsen
Type: Religiøst bandeord
Bandeordets styrke (fra 1 – 5): 4
Lignende ord: denondelynemig, du godeste, fanden, fanden gale mig, gud, gudbevares, gudfader, helvede, helvedes, jøsses, kors, kors i hytten, pokker, satan, sgu, vorherre til hest, vorherre bevares, vorherre på lokum
Hvad betyder kors i røven?
Kors i røven er et bandeudtryk, der bruges til at understrege en følelse af forargelse, irritation eller lignende. Kors stammer fra det latinske crux, der er et kors brugt som torturredskab (læs mere her). Røv stammer fra norrønt rauf, der betyder hul eller åbning.
Korset er et helligt symbol i kristendommen, så ideen om at placere et kors i bagenden er klart på kant med god, kristen skik – men netop derfor er der styrke i udtrykket. Bandeord og -udtryk finder deres kraft i tidens tabuer, og historisk set har de ofte taget udgangspunkt i blasfemi (dvs. når man spotter Gud eller en troslære).
Kors i røven fungerer som regel som interjektion (udråbsord) eller nærmere: som udtryk med interjektional forbindelse. Vi „råber‟ altså med udtrykket, og udtrykket kan optræde som en ytring i sig selv. Man kan sige, „Kors i røven, hvor er du dum.‟ Men man kan også blot sige „Kors i røven‟ og vende det hvide ud af øjnene – og så ligger „du er dum‟ eller lignende implicit i sætningen.
Kors i røven kan ud over forargelse og irritation også understrege en følelse af overraskelse, fx når man siger, „Kors i røven, vi vandt fandeme turneringen, far!‟ men det hører nok til den sjældnere brug af udtrykket.
Kors i røven er en kraftigere version af kors i hytten. Begge er kraftigere end den simple form, kors.
Eksempler på kors i røven i en sætning
Kors i røven, hvor er du sød, Aase.
Det er du også, Birger, men kors i røven, hvor du altså bander.

Pssst… kan du ikke få nok af bandeord?
ELSKER du sprog, eller kender du en sprognørd, der vil få et grin ud af at lære mere om bandeord? Så er min bog Danske bandeord – Et f*cking leksikon et godt sted at starte. I bogen spreder jeg endnu mere kærlighed til bandeordene. Med et humoristisk og kærligt blik undersøger jeg, hvordan de opstår, hvorfor vi bruger dem, og hvad de egentlig betyder.