Ordklasse: Interjektion (udråbsord)
Udtale: [ˈkɒːs i ˈhydən]
Type: Religiøst bandeord
Bandeordets styrke (fra 1 – 5): 3
Lignende ord: denondelynemig, du godeste, fanden, fanden gale mig, gud, gud i himlen, gudbevares, gudfader, helvede, helvedes, jøsses, kors, kors i røven, pokker, satan, sgu, vorherre til hest, vorherre bevares
Hvad betyder kors i hytten?
Kors i hytten er højst sandsynligt en eufemisme (forskønnende eller formildende omskrivning) af udtrykket kors i røven. Ordet kors stammer fra det latinske crux, der bogstaveligt talt er et kors brugt til tortur (læs mere her), og hytte skal nok i det her tilfælde forstås som synonym med røven – eller eventuelt kirken, hvor Jesus hænger på korset. Etymologisk (sproghistorisk) set stammer hytte fra det nedertyske hütte, der er et lille hus i lette materialer.
Kors i hytten er et mildt religiøst bandeudtryk, der ordklassemæssigt optræder som interjektion (udråbsord) – eller som udtryk med interjektional funktion. Det betyder, at udtrykket primært bruges som et udråb i starten eller slutningen af en sætning, gerne efterfulgt af udråbstegn, når sætningen skrives ned.
Kors i hytten understreger, at man er forskrækket eller forarget over noget. Fx kan man kigge over mod naboen og mumle, “Kors i hytten, nu bygger han et fem meter højt tårn lige i skel.” Eller man kan ånde lettet op og hviske, “Kors i hytten, godt jeg har mit eget tårn og kikkert, så jeg kan holde øje med, hvad han laver.”
Synonymer til kors i hytten er som nævnt kors i røven eller blot: kors. Derudover kan man støde på lokale og opfindsomme alternativer, fx kryds i numsen.