Ordklasse: Interjektion (udråbsord), substantiv (navneord)
Udtale: [ˈʁɶwˀ ˈɒw ˈnʌjlʌ]
Type: Sex- og afføringsbandeord
Bandeordets styrke (fra 1 – 5): 3
Lignende ord: fandens, forpulet, fuck, helvedes, lort, møg, pis, pis og papir, pisse, pokkers også, rend mig i røven, satans, scheisse, shit, skide, skråt op, tis, vorherre bevares
Hvad betyder røv og nøgler?
Røv og nøgler er et bandeudtryk, der bruges til at understrege en følelse, fx hvis en situation er meget irriterende (“Det her er røv og nøgler!”). Ordet røv stammer fra norrønt rauf, der betyder hul eller åbning. Nøgle stammer fra det svenske nykil, der betyder et krummet redskab.
Men hvad har røv og nøgler med hinanden at gøre? Svaret er nok ingenting, selvom man kan finde mange opfindsomme forklaringer på internettet, fx at udtrykket røv og nøgler opstod i forbindelse med kyskhedsbælter og griske smede, der i flæng solgte ekstranøgler til kvindernes låse og dermed gjorde ægtemændene sure. Eller helt banalt: at en nøgle passer ind i en røv, der jo er et hul.
Sandheden er, at mange bandeord ikke har en logisk forklaring andet end, at de lyder godt. Og det giver sådan set god mening, for det ville være lidt exceptionelt, hvis hvert eneste bandeudtryk havde en dybere betydning. Vi ser også mystikken i vendingen pis og papir, hvor man har forsøgt at give udtrykket en dybere betydning (læs mere her), men hvor den egentlige forklaring på sammensætning af pis og papir nok findes i det indbyggede bogstavrim, og at vendingen ligger godt på tungen.
Røv og nøgler ligger også godt på tungen, hvilket skyldes assonansen (halvrimet) i vendingen. Både røv og nøgler har en ø-lyd, og det får dem til at lyde godt sammen. Skulle vi derimod sige røv og toilet, så havde det ikke samme rytme og melodi over sig, selvom ordene sådan set hænger mere logisk sammen.
Den oplagte logik havde nok også været en anelse kedelig.
Eksempler på røv og nøgler i en sætning
Pssst… kan du ikke få nok af bandeord?
ELSKER du sprog, eller kender du en sprognørd, der vil få et grin ud af at lære mere om bandeord? Så er min bog Danske bandeord – Et f*cking leksikon et godt sted at starte. I bogen spreder jeg endnu mere kærlighed til bandeordene. Med et humoristisk og kærligt blik undersøger jeg, hvordan de opstår, hvorfor vi bruger dem, og hvad de egentlig betyder.